Har du styr på din investeringsstrategi?

15. juni 2021

Det er populært som aldrig før at investere på nettet, og nye privatinvestorer kommer hele tide tiden til for at prøve kræfter med investering selv.

Dette er rigtig godt for investorkulturen i Danmark, men kan samtidig også give anledning til bekymring, da mange nye investorer kaster sig ud i at investere uden på forhånd at have sat sig ind i emnet investering og økonomi.

Der er således flere ting, man bør have styr på, inden man indtager finansmarkederne. En af de ting er, at du som privatinvestor bør have en fastlagt strategi på forhånd. Det gælder, uanset om der er tale om aktiestrategier, strategier for forex trading eller en helt tredje form for investeringsstrategi.

Hvorfor er det vigtigt at have en investeringsstrategi?

Der er flere gode grunde til at have en foruddefineret investeringsstrategi, inden du begynder at investere. En af de primære grunde er, at du særligt som ny investor nemmere kan lade dig rive med af følelser, subjektive holdninger og andet, når først du er i gang med at investere. Og det kan være farligt, da du så let risikerer at overse vigtige ting i forbindelse med dine investeringer.

En strategi kan være med til at gøre det hele mere firkantet – på en god måde altså. Ved at opsætte en strategi og nogle fastsatte regler for, hvad du kan og ikke kan, laver du reelt set dit eget sæt spilleregler, som du så skal spille efter.

Et eksempel herpå kan være, at du har en strategi, der hedder at du ikke må investere mere end 10% af din samlede portefølje i det samme aktiv. Med en sådan strategi undgår du, at du pludselig har investeret hele din portefølje i et eller få aktiver, hvilket der typisk er en langt større risiko forbundet med.

Læg en strategi – og hold den

En ting er, at du lægger en strategi – noget helt andet er at overholde den. Som privatinvestor er det let at blive fristet af forskellige investeringer, men her er det vigtigt, at du besidder tilstrækkeligt med disciplin til ikke at afvige fra din strategi. En strategi, der afviges fra, er ikke en strategi.

Inden du begynder at investere, er det derfor en god idé at få nedfældet de konkrete punkter i din strategi, som du så altid kan finde frem, inden du foretager en investering, for at tjekke, at den potentielle investering passer ind i din strategi. På den måde undgår du, at du kommer til at lave investeringer, som afviger fra den strategi, du har lagt.